Den amerikanske fondsbørs Nasdaq

Nasdaq er en amerikansk børs, der er en af verdens største målt på markedsværdi. 

Der er mere end 2.500 børsnoterede selskaber på Nasdaq, herunder nogle af verdens største tech-selskaber som for eksempel Amazon, Apple og Meta. Nasdaq er derfor førende indenfor handel med teknologiaktier. 

Nasdaq er udelukkende en elektronisk børs, og alle handler med værdipapirer går derfor igennem et netværk af computere. 

De vigtigste pointer om Nasdaq

  • Med over 2.500 børsnoterede selskaber er Nasdaq en af de største børser i verden målt på markedsværdi – kun overgået af New York Stock Exchange (NYSE).

  • Nasdaq repræsenterer nogle af de største tech-selskaber i verden og er derfor kendt som verdens førende markedsplads for handel med teknologiaktier.

  • Aktieindekset Nasdaq 100 er tæt fulgt af investorer, da det giver indblik i, hvordan det går med teknologiaktier generelt.

  • Nasdaq er udelukkende et elektronisk aktiemarked – og var den første børs i verden til at indføre elektronisk handel.

Nasdaq blev grundlagt i 1971 i New York, USA. Ambitionen var fra starten, at Nasdaq skulle være en 100 procent elektronisk børs uden de klassiske, fysiske 'trading floors'.

Den elektroniske handelsplatform lettede adgangen til aktiehandel for almindelige investorer, og Nasdaq er siden vokset eksplosivt.  

Ordforklaring

  • Aktieindeks: Et indeks, som følger kursudviklingen for et udvalgt antal aktier, der for eksempel repræsenterer det globale marked, et land eller en sektor. 
  • Børs: En børs er en markedsplads, hvor der handles med værdipapirer som for eksempel aktier.
  • Exchange Traded Fund/ETF: Typisk en passiv investeringsfond, der følger et indeks. ETF'er er derfor også forbundet med lavere omkostninger sammenlignet med aktivt forvaltede investeringsfonde.
  • Investeringsforening: Et fællesskab af investorer, der investerer samlet. Investeringsforeningen administrerer typisk en række fonde.
  • Markedsværdi: Markedsværdien af et selskab beregnes som antallet af udestående aktier ganget med aktiekursen. 
  • Værdipapir: En samlebetegnelse for fonde, aktier og obligationer.

Forskellen på Nasdaq og NYSE

Nasdaq og NYSE er to børser, der begge har hjemme i New York og som konkurrerer om at være størst i verden målt på samlet markedsværdi. 

Der er dog flere forskelle på de to børser. 

NYSE er en hybrid af elektronisk aktiehandel og floor traders, hvorimod alle Nasdaq-handler går gennem et netværk af computere, uden at der er et fysisk handelsrum.

NYSE har traditionelt tiltrukket større, etablerede selskaber med mange år på bagen såsom forsikringsselskaber og finansielle institutioner. Nasdaq er derimod kendt for at have mange nyere, vækstorienterede selskaber med rødder i teknologi og bioteknologi.

Nasdaq-aktieindeks

Nasdaq har flere aktieindeks, der følger forskellige aktier fra de selskaber, der er noteret på børsen. Du kan læse om to af de vigtigste Nasdaq-aktieindeks nedenfor.  

Nasdaq-100

Nasdaq-100 er et aktieindeks, der samler de 100 største selskaber, som er noteret på Nasdaq-børsen. Selskaberne bliver målt på markedsværdi. Derfor er der hvert år selskaber, der ryger ud af eller bliver tilføjet til indekset.

Generelt vejer de store tech-selskaber tungt i Nasdaq 100-indekset. Derfor kan du tage udviklingen på indekset som et udtryk for, hvordan det går med teknologiaktier generelt.

Nasdaq Composite

Sammenlignet med Nasdaq-100 er Nasdaq Composite et bredere aktieindeks. Det indeholder alle de aktier, som er noteret på Nasdaq-børsen, inklusive finansielle selskaber. 

Indekset spænder over en række sektorer og afspejler derfor dagsformen for Nasdaq-børsen generelt. Som investor kan du bruge Nasdaq Composite-indekset som pejlemærke for markedstendenser indenfor forskellige sektorer.

Vil du vide mere om aktieindeks?

Der findes mange forskellige aktieindeks, som kan være interessante at vide mere om, når du skal investere. 

Der er eksempelvis det danske aktieindeks, OMX C25,  der følger de 25 mest handlede aktier i Danmark. Læs mere om OMX C25 her.

Der er også det amerikanske aktieindeks S&P 500, der omfatter 500 af de største børsnoterede selskaber i USA. Læs mere om S&P 500 her.

Vi gør opmærksom på, at investering aldrig er uden risiko. Der er en risiko for, at du kan tabe hele eller dele af det investerede beløb. 

Ofte stillede spørgsmål om Nasdaq